Gemt
Presse og Nyheder

Det offentlige annullerer fortsat mange ordrer

30. marts 2020

På trods af politisk enighed om, at det offentlige skal understøtte private leverandører, oplever hver femte leverandør at få ordrer annulleret, viser den seneste medlemsundersøgelse fra Dansk Erhverv. Der er behov for, at det offentlige retter ind, lyder det fra Dansk Erhvervs adm. direktør Brian Mikkelsen.

En ny medlemsundersøgelse fra Dansk Erhverv viser, at mange medlemmer som leverer til det offentlige stadig oplever at få ordrer annulleret. Det sker, selvom regeringen og Folketingets partier har indgået en aftale om, at offentlige indkøb skal være med til at understøtte, at virksomhederne kommer godt igennem corona-krisen.

Undersøgelsen viser, at 22 procent af Dansk Erhvervs medlemmer, som leverer til det offentlige, har oplevet at få kontrakter annulleret inden for den seneste uge

”Det er et rigtig stort problem, at mange kommuner handler stik imod de intentioner og den aftale, som folketingets partier lavede i sidste uge. Der er masser af likviditet i kommunerne, og kommunerne og deres borgere har brug for en række tjenesteydelser, når vi kommer om på den anden side. Jeg vil opfordre kraftigt til, at der fra central hold kommer helt soleklare linjer, så de enkelte virksomheder ikke skal møde forskellige svar og procedurer fra kommune til kommune. Vi har en god dialog med myndighederne og vi kommer til at diskutere dette,” siger Brian Mikkelsen.

En god investering
Selv om alt for mange stadig oplever at få ordre annulleret, er der også kommunerne, hvor kontrakterne overholdes, og hvor der arbejdes på at sikre det lokale erhvervsliv.

”Jeg vil gerne rose de kommuner, der udviser samfundssind i øjeblikket og holder hånden under beskæftigelsen, selvom ydelserne ikke kan leveres lige nu. Jeg mener, at det er en god investering i den service, der skal leveres til borgerne på den anden side af krisen,” siger Brian Mikkelsen.

Kommunerne har en samlet likviditet på 44 mia. kroner, som kan bruges til at overholde kontrakterne og sikre lokale arbejdspladser.

”Hvis det er noget lovgivningsmæssigt, der står i vejen, så er min klare opfordring, at man må tilsidesætte juridisk fnidder i denne ekstraordinære situation. Der er jo en række borgmestre, der har udvist lederskab og vist vejen til et fortsat godt offentligt-privat samarbejde, så det kan jo godt lade sig gøre,” siger Brian Mikkelsen.

Se undersøgelsen herunder.

Trods politisk aftale i sidste uge bliver offentlige ordrer stadig annulleret

pdf

Download

Kontakt os

Der anvendes cookies til at forbedre din oplevelse af websitet. Du accepterer ved at navigere videre. Læs mere om website cookies.