Gemt

Mange eksportvirksomheder har vendt corona-krisen ryggen

10. maj 2021

Danske virksomheders eksport har nu samlet set indhentet det tabte fra corona-krisen. Fremgangen skyldes først og fremmest vareeksporten, mens eksporten af tjenesteydelser fortsat ligger underdrejet. Dansk Erhverv er især bekymret for turismeeksporten på grund af rejserestriktioner og ændret adfærd hos turister.

Mange eksportvirksomheder er nu ved at forlade corona-krisen med syvmileskridt.

Eksporten af varer og tjenesteydelser steg med 4,6 % i marts måned, viser de seneste tal fra Danmarks Statistik.

”Det er en meget kraftig fremgang, der betyder, at eksporten nu har indhentet det tabte fra corona-krisen. Det skyldes ikke mindst, at den anden store smittebølge i udlandet ikke har ført til samme omfattende restriktioner og fald i aktiviteten. Der er godt gang i industriopsvinget, og vareeksporten er i hopla,” konstaterer cheføkonom Tore Stramer.

Der er dog langt fra tale om et helt renskuret opsving blandt eksportvirksomhederne. Tjenesteeksporten ligger fortsat 8,4 % under toppen, før corona-krisen ramte. Særligt turismeeksporten er hårdt presset.

”Rejserestriktionerne i både ind- og udland vil kun langsomt blive lempet, og ændret adfærd hos turister vil fortsat tynge rejseaktiviteten. Dertil vil især forretningsrejserne være tynget en rum tid endnu. Vi forventer tidligst, at turismeeksporten vil være tilbage på niveauet før corona-krisen engang i 2023,” siger Tore Stramer, der dog ser meget optimistisk på de øvrige eksportvirksomheders nærmeste fremtid:

”Vi forventer en fortsat fremgang i eksporten igennem andet halvår af 2021. Udrulningen af vaccinerne og forårets komme vil forventeligt give et flot løft til væksten på vores eksportmarkeder.”

Kontakt os

Politik og Analyse

Tore Stramer

Cheføkonom
Medarbejderprofil